... og det skete i de dage .......
(Juleevangeliet af evangelisten
Lukas, 2. kap. 1 til 14 vers.)
 ....
at der udgik en befaling fra Kejser Augustus, at al verden
skulle holdes i mandtal. (Det var den første indskrivning, som
skete, mens Kvirinius var statsholder i Syrien.
Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Og
fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op fra
Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som hedder
Betlehem, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin
trolovede, som var frugtsommelig.
Og det skete, medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde,
og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde
ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå på marken og holdt
nattevagt over deres hjord.
Og en Herrens engle stod for dem, og Herrens herlighed strålede
om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Men englen sagde til dem: "Frygt ikke, thi se,
jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal være for hele folket.
Thi Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus,
Herren!
Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og
liggende i en krybbe".
 Og
i det samme var der sammen med engelen en mangfoldig himmelsk
hærskare, som lovpriste Gud og sagde:
"Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i
mennesker, der har hans velbehag!"
Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage
til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: "Lad os dog gå til
Betlehem og se det , som dér er sket, og som Herren har
kundgjort os."
De skyndte sig derhen og fandt Maria og
Josef tillige med barnet, som lå i krybben.
Da de havde set det, fortalte de, hvad der
var blevet sagt til dem om dette barn.
Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne sagde
til dem.
Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over
dem.
Og hyrderne vendte tilbage og lovpriste Gud for alt, hvad
de havde hørt og set, således som det var blevet sagt til dem.
Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet
Jesus, som han var blevet kaldt af engelen, før han blev
undfanget i moders liv.
Da så deres renselsesdage i henhold til Mose lov var omme,
bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,
som der står skrevet i Herrens lov, at 'alt mandkøn, som åbner
moders liv, skal kaldes helligt for Herren', og for at bringe et
offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov; et par
turtelduer eller to dueunger.
Og se, der levede i Jerusalem en mand ved navn Simon, han var en
retfærdig og gudfrygtig mand og ventede Israel trøst; og
Helligånden var over ham.
Og det var varslet af Helligånden , at han skulle se døden, før
han havde set Herrens salvede.
Han kom nu, tilskyndet af Ånden, ind i helligdommen; og da
forældrene bragte barnet Jesus ind for at gøre med det, som skik
var efter loven, tog han det i sine arme og priste Gud og sagde:
"Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt.
Thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle
folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en
herlighed for dit folk Israel."
Og hans fader og hans moder undrede sig over det, som blev sagt
om ham.
Simon velsignede dem og sagde til Maria, hans moder: "Se, det
barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et
tegn, som skal modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd
gennemtrænge! - så at mange hjerters tanker skal blive
åbenbaret."
Og det var profetinde Anna, Fanuels datter, af Asers stamme; hun
var meget højt oppe i årene; efter sin jomfrutid havde hun levet
syv år med sin mand og var nu enke på fireogfirsindstyve år. Hun
veg ikke fra helligdommen, men tjente Gud med faste og bønner,
nat og dag.
Hun trådte til i den samme stund og lovpriste Gud og talte om
barnet til alle, som ventede Jerusalems forløsning.
Da de nu havde fuldført det alt sammen, sådan som det er
foreskrevet i Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til
deres egen by, Nazaret.
Og barnet voksede op og blev
stærk og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det.
Hvert år ved påskehøjtiden drog hans forældre op til Jerusalem.
Da han var blevet tolv år gammel, gik de derop, som det var skik
ved højtiden. Da de havde tilendebragt højtidsdagene og var på
hjemvejen, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre
lagde mærke til det.
Da de mente, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem
og ledte efter ham blandt deres slægtninge og bekendte.
Men da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og
ledte efter ham. Og det skete efter tre dages forløb, da de
fandt ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og
lyttede til dem og spurgte dem ud; og alle som hørte ham, blev
ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar.
Da de så ham, blev de slået af forundring; og hans moder sagde
til ham: ”Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din
fader og jeg har ledt efter dig med smerte”.
Da sagde han til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke,
at jeg bør være i min Faders hus”?
Men de forstod ikke hvad han mente med det, han sagde til dem.
Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem.
Og hans moder gemte alle disse ord i sit hjerte. Og Jesus gik
frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
| |